Impetigo - Børnesårhttps://en.wikipedia.org/wiki/Impetigo
Børnesår (Impetigo) er en bakteriel infektion, der involverer den overfladiske hud. Den mest almindelige præsentation er gullige skorper på ansigt, arme eller ben. Læsionerne kan være smertefulde eller kløende, men feber er ualmindeligt.

børnesår (impetigo) skyldes typisk enten Staphylococcus aureus eller Streptococcus pyogenes. Ved kontakt kan det spredes rundt om eller mellem mennesker. I tilfælde af børn smitter det over for deres søskende.

Behandling er typisk med antibiotiske cremer som mupirocin eller fusidinsyre. Antibiotika gennem munden, såsom cefalexin, kan bruges, hvis store områder er påvirket.

børnesår (impetigo) ramte omkring 140 millioner mennesker (2 % af verdens befolkning) i 2010. Det kan forekomme i alle aldre, men er mest almindeligt hos små børn. Komplikationer kan omfatte cellulitis eller poststreptokok glomerulonephritis.

Behandling - håndkøbsmedicin
* Fordi impetigo er en infektionssygdom, bør steroidsalver ikke anvendes. Hvis du har problemer med at skelne impetigo-læsioner fra eksemer, skal du tage en OTC-antihistamin uden at bruge steroidsalver.
#OTC antihistamine

* Påfør venligst OTC-antibiotisk salve på læsionen.
#Bacitracin
#Polysporin
☆ I 2022 Stiftung Warentest-resultaterne fra Tyskland var forbrugernes tilfredshed med ModelDerm kun lidt lavere end med betalte telemedicinske konsultationer.
  • Et tilfælde af impetigo på hagen. Impetigo bør mistænkes, hvis et lille barn ikke har nogen historie med skade, men sårlignende læsioner spreder sig.
  • Det formodes at være en sekundær infektion hos patienter med atopisk dermatitis.
  • I modsætning til atopisk dermatitis kræver impetigo antibiotikabehandling og kan forværres ved brug af steroider.
  • Billedet viser udseendet, efter at blærerne i bullous impetigo er sprunget.
  • Det kan fejldiagnosticeres som atopisk dermatitis.
  • Bullous impetigo ― Når det ledsages af tynde, skrøbelige blærer, diagnosticeres det som bullous impetigo.
References Impetigo: Diagnosis and Treatment 25250996
Impetigo , den mest almindelige bakterielle hudinfektion hos børn i alderen to til fem år, findes i to hovedtyper: ikke-bulløs (70 % af tilfældene) og bulløs (30 % af tilfældene) . Nonbullous impetigo er typisk forårsaget af Staphylococcus aureus eller Streptococcus pyogenes. Det genkendes af honningfarvede skorper i ansigtet og lemmerne og er primært rettet mod huden eller kan inficere insektbid, eksem eller herpetiske læsioner. Bulløs impetigo, der udelukkende forårsages af S. Aureus, fører til store, slappe bullae og påvirker ofte områder, hvor huden gnider sammen. Begge typer forsvinder normalt inden for to til tre uger uden ardannelse, og komplikationer er sjældne, hvor poststreptokok glomerulonephritis er den mest alvorlige. Behandlingen involverer topiske antibiotika (mupirocin, retapamulin, and fusidic acid) . Orale antibiotika kan være nødvendige for impetigo med store bullae, eller når topisk behandling ikke er mulig. Mens flere orale antibiotika (amoxicillin/clavulanate, dicloxacillin, cephalexin, clindamycin, doxycycline, minocycline, trimethoprim/sulfamethoxazole, and macrolides) er muligheder, er penicillin ikke effektivt. Aktuelle desinfektionsmidler er ikke så gode som antibiotika og bør undgås. Fusidic acid, mupirocin, and retapamulin er effektive mod methicillin-følsomme S. Aureus- og streptokokinfektioner. Clindamycin er nyttig ved mistænkte methicillin-resistant S. Aureus infektioner. Trimethoprim/sulfamethoxazole virker mod methicillin-resistente S. Aureus, men er ikke nok til streptokokinfektion.
Impetigo, the most common bacterial skin infection in children aged two to five, comes in two main types: nonbullous (70% of cases) and bullous (30% of cases). Nonbullous impetigo is typically caused by Staphylococcus aureus or Streptococcus pyogenes. It's recognized by honey-colored crusts on the face and limbs and mainly targets the skin or can infect insect bites, eczema, or herpetic lesions. Bullous impetigo, caused solely by S. aureus, leads to large, flaccid bullae and often affects areas where skin rubs together. Both types usually clear up within two to three weeks without scarring, and complications are rare, with poststreptococcal glomerulonephritis being the most severe. Treatment involves topical antibiotics (mupirocin, retapamulin, fusidic acid). Oral antibiotics might be necessary for impetigo with large bullae or when topical treatment isn't feasible. While several oral antibiotics (amoxicillin/clavulanate, dicloxacillin, cephalexin, clindamycin, doxycycline, minocycline, trimethoprim/sulfamethoxazole, macrolides) are options, penicillin isn't effective. Topical disinfectants aren't as good as antibiotics and should be avoided. Fusidic acid, mupirocin, retapamulin are effective against methicillin-susceptible S. aureus and streptococcal infections. Clindamycin is useful for suspected methicillin-resistant S. aureus infections. Trimethoprim/sulfamethoxazole works against methicillin-resistant S. aureus, but isn't enough for streptococcal infection.
 Impetigo 28613693 
NIH
Impetigo er en almindelig hudinfektion forårsaget af visse bakterier, som let spredes ved kontakt. Det viser sig normalt som røde pletter dækket af en gullig skorpe og kan forårsage kløe eller smerte. Denne infektion er mest almindelig hos børn, der bor i varme, fugtige områder. Det kan fremstå som vabler eller uden dem. Selvom det ofte påvirker ansigtet, kan det forekomme overalt, hvor der er en pause i huden. Diagnose afhænger hovedsageligt af symptomer og hvordan det ser ud. Behandling omfatter normalt antibiotika, både topisk og oral, sammen med symptombehandling.
Impetigo is a common infection of the superficial layers of the epidermis that is highly contagious and most commonly caused by gram-positive bacteria. It most commonly presents as erythematous plaques with a yellow crust and may be itchy or painful. The lesions are highly contagious and spread easily. Impetigo is a disease of children who reside in hot humid climates. The infection may be bullous or nonbullous. The infection typically affects the face but can also occur in any other part of the body that has an abrasion, laceration, insect bite or other trauma. Diagnosis is typically based on the symptoms and clinical manifestations alone. Treatment involves topical and oral antibiotics and symptomatic care.