Keloidhttps://en.wikipedia.org/wiki/Keloid
Keloid er et resultat af en overvækst af granulationsvæv (collagen type 3) på stedet for en helbredt hudskade. Keloid er faste, gummiagtige læsioner eller skinnende, fibrøse knuder og kan variere fra pink til farven på personens hud eller fra rød til mørkebrun. Et keloid‑ar er ikke smitsomt, men kan nogle gange ledsages af alvorlig kløe, nålelignende smerte og ændringer i tekstur. I alvorlige tilfælde kan det påvirke hudens bevægelighed. Keloid adskiller sig fra hypertrofiske ar, som er hævede ar, der ikke vokser ud over det oprindelige sårs grænser.

Keloid‑ar ses hyppigere hos mennesker af afrikansk, asiatisk eller latinamerikansk afstamning. Mennesker mellem 10 og 30 år har en højere tendens til at udvikle et keloid end ældre.

Selvom de normalt opstår på stedet for en skade, kan keloid også opstå spontant. De kan forekomme på stedet for en piercing og endda fra noget så simpelt som en bums eller ridse. De kan opstå som følge af svær acne eller skoldkopper‑ardannelse, infektion på et sårsted, gentagne traumer i et område, overdreven hudspænding under sårlukning eller et fremmedlegeme i et sår.

Keloid‑ar kan udvikle sig efter operation. De er mest almindelige på visse steder, såsom det centrale bryst (fx efter sternotomi), ryggen og skuldrene (normalt som følge af acne) samt øreflipperne (fra ørepiercinger). De kan også forekomme ved kropspiercinger. De mest almindelige steder er øreflipper, arme, bækkenregion og over kravebenet.

Tilgængelige behandlinger er trykterapi, silikonegelbelægning, intralæsionelt triamcinolonacetonid, kryokirurgi, stråling, laserterapi, interferon, 5‑FU og kirurgisk excision.

○ Behandling
Hypertrofiske ar kan forbedres med 5 til 10 intralæsionale steroidinjektioner med 1‑måneders interval.
#Triamcinolone intralesional injection

Laserbehandling kan forsøges for erytem forbundet med ardannelse, men triamcinilon-injektioner kan også forbedre erytemet ved at udflade arret.
#Dye laser (e.g. V-beam)
☆ I 2022 Stiftung Warentest-resultaterne fra Tyskland var forbrugernes tilfredshed med ModelDerm kun lidt lavere end med betalte telemedicinske konsultationer.
  • En postoperativ keloid på håndleddet, der blev behandlet med triamcinolon intralæsionel injektion. Det nedsænkede erytemområde på venstre side er det behandlede område.
  • Lineære keloider. Når de forekommer på den øverste forside af torsoen, vises de ofte i en lineær form.
  • En hyperinflammatorisk keloid kan forekomme mellem brystet og kan være ledsaget af kløe og mild smerte.
  • Posterior auricular Keloid
  • Umbilical keloider kan udvikle sig efter endoskopisk kirurgi.
  • Keloider i den forreste del af brystet har ofte en vandret lineær form.
  • Keloider på fodsålerne kan være ubehagelige at gå på. Intralesionale steroidinjektioner udføres normalt flere gange.
  • Keloid Papule; Det opstår normalt efter folliculitis på brystet.
  • Nodulær keloid. Skulder- og overarmsområderne er almindelige steder for keloiddannelse.
  • Keloider er almindeligt forekommende på brystet.
  • Øreflip Keloid
  • Hageområdet er også et hyppigt sted for keloider, og de optræder ofte i områder, hvor der er acne.
  • Keloider ses almindeligvis på overarmene.
  • Typisk manifestation af brystkeloider.
  • Guttate keloid er ofte forårsaget af folliculitis.
References Keloid 29939676 
NIH
Keloider dannes på grund af usædvanlig heling efter hudskade eller betændelse. Genetiske og miljømæssige faktorer bidrager til deres udvikling, og forekomsten er højere hos personer med mørkere hud af afrikansk, asiatisk eller latinamerikansk afstamning. Keloider opstår, når fibroblaster bliver overaktive og producerer overskydende kollagen og vækstfaktorer. Dette fører til dannelsen af store, unormale kollagenbundter, kendt som keloidkollagen, sammen med en stigning i antallet af fibroblaster. Klinisk fremstår keloider som faste, gummiagtige knuder i tidligere skadede områder. I modsætning til normale ar strækker keloider sig ud over det oprindelige traumested. Patienterne kan opleve smerte, kløe eller svie. Forskellige behandlinger er tilgængelige, herunder steroidinjektioner, kryoterapi, kirurgi, strålebehandling og laserterapi.
Keloids result from abnormal wound healing in response to skin trauma or inflammation. Keloid development rests on genetic and environmental factors. Higher incidences are seen in darker skinned individuals of African, Asian, and Hispanic descent. Overactive fibroblasts producing high amounts of collagen and growth factors are implicated in the pathogenesis of keloids. As a result, classic histologic findings demonstrate large, abnormal, hyalinized bundles of collagen referred to as keloidal collagen and numerous fibroblasts. Keloids present clinically as firm, rubbery nodules in an area of prior injury to the skin. In contrast to normal or hypertrophic scars, keloidal tissue extends beyond the initial site of trauma. Patients may complain of pain, itching, or burning. Multiple treatment modalities exist although none are uniformly successful. The most common treatments include intralesional or topical steroids, cryotherapy, surgical excision, radiotherapy, and laser therapy.
 Keloid treatments: an evidence-based systematic review of recent advances 36918908 
NIH
Den nuværende forskning tyder på, at silikonegel eller -belægning i kombination med kortikosteroidinjektioner er den foretrukne indledende behandling af keloider. Yderligere behandlinger såsom intralæsionel 5-fluorouracil (5-FU), bleomycin eller verapamil kan også overvejes, selvom deres effektivitet varierer. Laserterapi kan, når den kombineres med kortikosteroidinjektioner eller topiske steroider under okklusion, øge lægemidlets indtrængning. For genstridige keloider har kirurgisk fjernelse efterfulgt af øjeblikkelig strålebehandling vist sig at være effektiv. Endelig har brug af silikonebelægning og tryk‑terapi vist sig at mindske sandsynligheden for tilbagefald af keloid.
Current literature supports silicone gel or sheeting with corticosteroid injections as first-line therapy for keloids. Adjuvant intralesional 5-fluorouracil (5-FU), bleomycin, or verapamil can be considered, although mixed results have been reported with each. Laser therapy can be used in combination with intralesional corticosteroids or topical steroids with occlusion to improve drug penetration. Excision of keloids with immediate post-excision radiation therapy is an effective option for recalcitrant lesions. Finally, silicone sheeting and pressure therapy have evidence for reducing keloid recurrence.
 Keloids: a review of therapeutic management 32905614 
NIH
I øjeblikket findes der ingen ensartet behandling, der kan garantere en konsekvent lav gentagelsesrate for keloider. Imidlertid viser de nye muligheder, såsom brug af laser i kombination med steroider eller kombination af 5‑fluorouracil med steroider, lovende resultater. Fremtidig forskning kan fokusere på, hvor effektivt nye behandlinger – fx autolog fedttransplantation eller stamcellebaserede terapier – er til håndtering af keloider.
There continues to be no gold standard of treatment that provides a consistently low recurrence rate; however the increasing number of available treatments and synergistic combinations of these treatments (i.e., laser-based devices in combination with intralesional steroids, or 5-fluorouracil in combination with steroid therapy) is showing favorable results. Future studies could target the efficacy of novel treatment modalities (i.e., autologous fat grafting or stem cell-based therapies) for keloid management.
 Scar Revision 31194458 
NIH
Ar er en almindelig del af helingsprocessen efter hudskader. Ideelt set skal ar være flade, tynde og matche hudfarven. Mange faktorer kan føre til dårlig sårheling, såsom infektion, nedsat blodgennemstrømning, iskæmi og traumer. Ar, der er tykke, mørkere end den omgivende hud eller som krymper for meget, kan forårsage betydelige problemer både med den fysiske funktion og den følelsesmæssige sundhed.
Scars are a natural and normal part of healing following an injury to the integumentary system. Ideally, scars should be flat, narrow, and color-matched. Several factors can contribute to poor wound healing. These include but are not limited to infection, poor blood flow, ischemia, and trauma. Proliferative, hyperpigmented, or contracted scars can cause serious problems with both function and emotional well-being.